Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
September 2005
Ondt i bibliotekspengene
Gyldendal ønsker bibliotekerne tilbage til fortiden - men kender ikke engang lovgrundlaget for bibliotekspengene.
CulturCommentar:
En festtaler skal søge at samle tilhørerne i et fællesskab. Og intet er nemmere end at pege på fælles ydre fjender. Det var modellen for Gyldendaldirektionens årlige sammenkomst, hvor direktørens tale med vanligt tæt samarbejde efterfølgende blev bragt som kronik i Politiken. Det er vist kun Statsministeren og Gyldendals direktion som abonnerer på kronikplads på Rådhuspladsen.
Det er vel undt Gyldendals ledelse at give bibliotekerne skylden for manglende kommerciel gennemslagskraft for forlagets bøger. De fleste af os gik dog rundt og troede, at folkebibliotekernes formål blev besluttet gennem Biblioteksloven i 2000. Det er som at høre en røst fra fortiden, når Gyldendal vil skrue biblioteksloven tilbage til tiden før årtusindeskiftet. For den offentlige kulturdebats skyld er det dog godt, at der er nogle som søger at fastholde de traditionelle værdier, for selvfølgelig repræsenterer synspunktet et udbredt folkelig syn på bibliotekernes opgaver.
Gyldendal sætter bibliotekerne til diskussion. Biblioteksfolket forsvarer sig naturligvis, de har jo fået en væsentlig opgave med formidling af informationssamfundets informationsstrømme. Lidt beskæmmende er det, at alle politikerkommentarer følger Gyldendal-direktørens bekymring for bøgerne. Hvorfor er der ikke nogle politikere som jubler over, at bibliotekerne har været hurtige til at omstille sig til de digitale udfordringer. Hvorofr er der ikke nogle politikere, som sammenligner Gyldendal med skibsværfterne. Er Gyldendal så stor en magtfaktor i den danske kulturdebat, at ingen tør tale imod?
Galt med bibliotekspengene
Gyldendal-direktøren går ovenikøbet helt og aldeles forkert i byen, når han påstår, at bibliotekernes mindre indkøb af bøger giver forfatterne og oversætterne ondt i bibliotekspengene.
Bibliotekspengene er en kulturstøtteordning, som er helt uafhængig af bibliotekernes indkøb og bestand. Bibliotekspengene afsættes på Finansloven og bevillingen har været støt stigende siden 2003, hvorimod bibliotekerne køber færre bøger. Den "gennemsnitlige" forfatter modtager således flere bibliotekspenge pr. bind på bibliotekerne i dag end tidligere år. Hvis Gyldendals forfattere får mindre i bibliotekspenge, er det fordi de sælger mindre end konkurrenterne til bibliotekerne eller fordi deres bøger i højere grad end andres kasseres.
Dette i pudsig modsætning til de kunstnere, som har ophavsret til bibliotekernes musiksamlinger. Fra 1999 til 2004 er bibliotekernes musiksamlinger steget med 39%, uden at musikere og komponister har fået flere bibliotekspenge. Bibliotekspengene til "grammofonplader m.v." (det hedder det stadig!) er frosset fast. Musikken stod i 2004 for 15% af udlånet fra bibliotekerne - men fik kun 3% af bibliotekspengene.
Selv om Bibliotekspengene formelt kaldes Kulturstøtte ved alle, at en af hensigterne har været at kompensere kunstnerne. Det reelle behov for kompensation til musikkens ophavsmænd er givetvis væsentligt større end til bøgernes ophavsmænd, al den stund der kopieres flere cd’er end bøger.
Selveste Gyldendal kender altså ikke lovgrundlaget for Bibliotekspengene. Sidst i år skal et Kulturministerielt udvalg om Bibliotekspengene fremlægge forslag til justeringer af Bibliotekspengene. Der forestår et vanskeligt folkeoplysende arbejde, så selv Gyldendal bringes til at forstå loven.
Tom Ahlberg ansvarshavende redaktør
Søndag Aften 09/2005
Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som
kilde.
